For mig er yin yoga ”at turde turde” - at have modet til at turde. Turde at være sårbar. Turde at give slip. Turde at lytte til min krop. Turde at mærke alt dét, der sker fysisk og mentalt. Turde at møde mig selv, når jeg har allermest og brug for det. Turde at møde det uventede. At turde turde kærligheden – allervigtigst selvkærligheden.
Alt er som det skal være, lige nu.
Hej!
Jeg hedder Berit.
HVERDAGEN - FART PÅ, ALTID PÅ VEJ
Vi har altid fart på og er oftest “på vej til”, i et liv med mange forpligtelser. ”Skulle -kunne – burde” får tit overtaget. Når livet støjer meget, er det svært at høre den indre stemme og tune ind på, hvordan vi egentlig har det, lige nu.
Jeg omtaler ofte yin yogaen som ”The Mental Game”: Når vi tør lukke al støj ude, at turde være stille med sig selv og rette al opmærksomhed indad. At være alene med sig selv på yogamåtten med lukkede øjne, at turde give slip og mærke efter, det kan være rigtig skræmmende.
Med et professionelt arbejdsliv i spedition og logistik præget af fuld fart frem, travlhed, daglige deadlines, KPI’er, lange arbejdsdage med fokus på ”præstation og at fixe” oplevede jeg midt i mine 20’ere en længerevarende stresssygemelding.
Herefter blev yoga en vedblivende del af mit hverdagsliv, selvom min flirt med yoga allerede startede on/off i mine unge 20’ere. Igennem årene har jeg afsøgt diverse yogastilarter: ashtanga, hatha, vinyasa, kundalini, bikram, iyengar, akro, flow mm., uden helt at finde det rette match.
I YIN YOGA FANDT JEG HJEM
Trods et sportsaktivt liv siden barndommen i diverse sportsgrene, har jeg fundet det meget svært at spejle mig i yogafællesskabet. Jeg har aldrig været den stereotypiske opfattelse af en yogini: superfleksibel, slank, iført kropsnært, kort tøj, og har ofte haft følelsen af, aldrig helt at passe ind kropsligt. Når jeg forespurgte variationer, der passede til min kropstype, blev jeg mødt med kropsuvidenhed og ”Child’s pose” som eneste forslag. Jeg har derfor fået stor erfaring i at mærke efter og undersøge, hvordan stillinger kan tilpasses.
For femten år siden mødte jeg ved et tilfælde yin yogaen. Her var pludselig alt dét, jeg havde søgt efter i årevis:
Plads til mig, plads til forskellighed, forståelse for forskellige kropstyper og kropsbygning uden sammenligning, tilpasset undervisning til den unikke krop støttet af al slags udstyr. Indadrettet fokus med blid guidning, anerkendelse, venlighed, med mantraet om ” at mærke efter og observere nuet”, selvomsorg.
Jeg har aldrig set mig tilbage! Jeg fandt hjem – hjem til mig selv.
YIN YOGA - PLADS TIL FORSKELLIGHED
Det blev starten på adskillige workshops, klasser og retreats i både ind- og udland. Efter en del kærlige puf af flere af mine egne yin yoga undervisere, traf jeg valget om at blive uddannet i Yin & Meditation. Sidenhen har jeg fordybet mig i pranayama, bindevæv og SMR (Self Myofacial Release), og jeg er slet ikke færdig.
Mit ønske er at skabe et mere nuanceret billede af yoga og yogakroppe. At skabe plads, forståelse, rummelighed, tryghed, respekt for forskellighed - uanset træningsniveau, alder – alt dét som jeg selv har manglet.
Jeg elsker at dele min kærlighed til yin yoga og alle de dejlige ting, som yin yoga kan give, og bliver lidt lykkeligere hver gang mine deltagere forespørger en variation og bagefter siger “Tak! det var lige dét, jeg havde brug for”.
Yogaen finder dig, når du har brug for det.
Vi ses på måtten!